Sparekassen Den lille Bikube

CVR-nummer fremgår ikke af offentliggørelsen

Vi har fundet 2 afgørelser om Sparekassen Den lille Bikube fra Finanstilsynet, den seneste 19. december 2014.

Påbud — 19. december 2014
Finanstilsynet

Sparekassen Den lille Bikubes forretningsmodel er traditionel med ind- og udlån til kunder i lokalområdet omkring Fuglebjerg på Sjælland. Sparekassen har de senere år haft en lav indtjening, og udlånsvæksten har i samme periode været faldende. Sparekassen har ingen garanter og er dermed en ren indskydersparekasse. Fordelingen af udlån er henholdsvis ca. 36 pct. til erhvervskunder og ca. 64 pct. til privatkunder. Sparekassen er ikke væsentligt eksponeret mod særlige brancher. Finanstilsynet gennemgik på inspektionen de 103 største udlån, svarende til 54 mio. kr. eller 87 pct. af sparekassens samlede udlån. Finanstilsynet fandt objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 3 udlån, hvor sparekassen ikke selv havde fundet OIV. Dette er et forholdsvist højt antal i betragtning af, at sparekassen på forhånd kun havde fundet OIV i 5 tilfælde. Sparekassen fik derfor påbud om at sikre, at den rettidigt gennemgår alle væsentlige udlån med henblik på at identificere OIV. Finanstilsynet fandt i alt mernedskrivninger for ca. 1 mio. kr. i de gennemgåede udlån. Finanstilsynet gav en række påbud om at ændre sparekassens politikker og instrukser til direktionen, herunder for at sikre, at bestyrelsen modtager tilstrækkelig rapportering om sparekassens kredit- og likviditetsrisici. Derudover modtog sparekassen enkelte påbud om forbedring af bestyrelsens arbejde. Sparekassen har en lavere solvensprocent og tabskapacitet end gennemsnittet for gruppe 4 institutter. Sparekassen havde ultimo juni 2014 opgjort sin faktiske solvens til 15,9 pct., mens den gennemsnitlige solvens i gruppe 4 til sammenligning var opgjort til 32,1 pct. Mernedskrivninger fra inspektionen påvirkede ikke solvensen negativt, da de kunne rummes inden for sparekassens indtjening.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 15. marts 2011
Finanstilsynet

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle sparekassens væsentligste områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, og hvor der lægges størst vægt på de områder, der har størst risiko. Sparekassen er en indskydersparekasse. Forretningsmodellen består i at yde lån til privatkunder og mindre erhvervskunder, primært i sparekassens lokalområde. Sparekassen har et meget stort indlånsoverskud. Ved udgangen af september 2010 udgjorde udlån således 51 procent af sparekassens indlån. Sparekassen har haft en svag indlånsvækst i 2009 og 2010. De samlede indlån steg således fra 118 mio. kr. ultimo 2009 til 123 mio. kr. ultimo september 2010, hvilket svarer til en stigning på 4 procent. Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen sparekassens 41 største engagementer samt alle engagementer med medlemmer af direktion og bestyrelse. De gennemgåede engagementer udgjorde knap halvdelen af sparekassens engagementsvolumen. Erhvervsengagementerne udgjorde ultimo september 2010 cirka 51 procent af sparekassens udlån og garantier. Der er ingen enkelt branche, der dominerer blandt erhvervsengagementerne. Kreditkvaliteten af sparekassens største engagementer ligger lidt over gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 4. Gennemgangen af sparekassens engagementer viste ligeledes, at sparekassen generelt har få tab på sine udlån. Finanstilsynet gav på undersøgelsen sparekassen i alt tre påbud og én risikooplysning. I relation til direktionens og bestyrelsens arbejde fik sparekas-sen påbud om at udarbejde en beredskabsplan for alvorlige driftsforstyrrelser. Sparekassen fik ligeledes et påbud om at begrænse antallet af efterbevillinger på bestyrelsesmøderne. Som en risikooplysning blev det oplyst, at antallet af efterbevillinger kan begrænses ved afholdelse af skriftlige eller elektroniske bestyrelsesmøder.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet

Ingen afgørelser om Sparekassen Den lille Bikube hos Datatilsynet (senest læst 6. oktober 2026).

Overvåg Sparekassen Den lille Bikube (e-mail ved ny afgørelse) eller bestil en dateret rapport (19 €).

I nærheden i registret

Flere: Finanstilsynet