Sparekassen Djursland
CVR-nummer fremgår ikke af offentliggørelsen
Vi har fundet 5 afgørelser om Sparekassen Djursland fra Finanstilsynet, den seneste 11. marts 2022.
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Sparekassen Djursland drives som en lokal garantsparekasse med fokus på mindre og mellemstore erhvervskunder samt privatkunder i lokalområdet på Djursland samt Aarhus og Randers kommuner. Sparekassens forretningsmodel er under pres som følge af stigende omkostninger og øget konkurrence. Sparekassens basisindtjening er lavere end gennemsnittet for institutter af tilsvarende størrelse, og forskellen i basisindtjening mellem sparekassen og gruppegennemsnittet er udvidet siden 2018. Sparekassens udlån til erhverv har samtidig en markant svagere bonitet end gruppegennemsnittet. Udlån til erhverv med svag bonitet genererer sædvanligvis en højere basisindtjening end tilsvarende udlån med en stærkere bonitet, da den højere risiko kompenseres af en højere pris. Dette var ikke tilfældet for sparekassen. Samtidig kræver en relativt svag erhvervsportefølje en stærk kreditstyring. Der kunne imidlertid konstateres mangler i kreditstyringen. Finanstilsynet gennemgik sparekassens kreditpolitik og sparekassen blev påbudt at tilrette sin kreditpolitik, så den klart afspejler bestyrelsens ønskede risikoprofil på kreditområdet, ligesom den skal være konkret, specifik og målbar. Finanstilsynet fandt eksempler på udlån, der ikke var tilstrækkeligt belyst, eller hvor kreditstyringen var utilstrækkelig. Udlånsgennemgangen medførte, at sparekassen har fået påbud om at efterleve kreditpolitikken samt sikre, at der udarbejdes et betryggende beslutningsgrundlag. For svage udlån skal der udarbejdes en handlingsplan, der konkretiserer sparekassens fremadrettede tiltag over for kunden, og der skal foretages den nødvendige opfølgning. Endvidere skal sikkerheder værdiansættes forsigtigt i lyset af de gældende markedsforhold. Ved inspektionen blev sparekassens tilgang til finansiering af privatkunders køb af ejer- og fritidsboliger i vækstområder undersøgt. Sparekassen foretager ikke en konkret og individuel vurdering af, hvad der er en passende egenfinansiering for den enkelte kunde.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Sparekassen Djursland er en lokal sparekasse med fokus på mindre og mellemstore erhvervskunder samt privatkunder i lokalområdet. Sparekassen har en høj koncentration af sto¬re udlån. Dette øger sparekassens sårbarhed, da forringelser på enkeltudlån kan have stor indvirkning på udviklingen i nedskrivninger og solvensbehov. Sparekassens udlån til landbruget er stigende og udgjorde ultimo juni 2019 10,2 pct. mod 9,7 pct. ultimo 2018. Sparekassens udlån til landbruget er højere end i sammenlignelige institutter. Sparekassen har en forholdsvis høj andel af svage udlån i forhold til sammenlignelige institutter. De svage udlån er primært blandt sparekassens erhvervsudlån, herunder landbrug. Sparekassens kreditpolitik mangler på flere punkter afgrænsning af de overordnede kreditrisici, som sparekassen ønsker at påtage sig. Uklarheder i kreditpolitikken kan bl.a. føre til en uens kreditstyring. Sparekassen fik derfor påbud om at tilpasse kreditpolitikken, så den klart og entydigt identificerer og afgrænser de risici, som bestyrelsen ønsker, at sparekassen påtager sig. Inspektionen viste, at sparekassens ledelsesrapportering på nogle punkter er mangelfuld, da sparekassen ikke rapporterer på alle grænser som er fastsat i bestyrelsens retningslinjer til direktionen. Sparekassen fik et påbud herom. I forbindelse med inspektionen gennemgik Finanstilsynet 92 udlån, heraf 41 store udlån over 2 pct. af kapitalgrundlaget, en stikprøve med 34 nye udlån, en stikprøve med 10 landbrugsudlån samt udlån til sparekassens ledelse. Kreditgennemgangen viste, at flere udlån havde dårligere bonitet og højere kreditrisiko end identificeret af sparekassen. Sparekassen modtog derfor påbud om at forbedre den løbende overvågning af udlån og kreditrisici, herunder den løbende risikoklassifikation af udlånene.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor Finans-tilsynet gennemgik de væsentligste risikoområder ud fra en risikobaseret tilgang. Sparekassens primære markedsområde er Djursland. Sparekassens udlån til privatkunder er på ca. 63 pct. mod gennemsnitligt 54 pct. i andre gruppe 3-institutter. Den største enkeltbranche er landbrug, som tegner sig for 10,1 pct. af det samlede udlån. Den tilsvarende andel for gennemsnittet af gruppe 3-institutter er til sammenligning 9,2 pct. Selvom sparekassen har øget sit kapitalgrundlag siden seneste inspektion i 2015, er den egentlige kernekapital på 13,8 pct. fortsat lavere end gennemsnittet for gruppe 3-institutter, som opgjort ultimo september 2016 var 15,7 pct. Finanstilsynet gennemgik størstedelen af sparekassens udlån over 2 pct. af kapitalgrundlaget og alle udlån til bestyrelses- og direktionsmedlemmer. Derudover gennemgik Finanstilsynet stikprøver med 49 erhvervsudlån og 100 privatkundeudlån, alle under 2 pct. af kapitalgrundlaget. I alt blev der gennemgået 194 udlån svarende til ca. 32 pct. af det samlede udlån. Sparekassens kreditstyring har fortsat væsentlige mangler, særligt i form af fejlagtig klassifikation af kunderne og manglende konstatering af objektiv indikation for værdiforringelse (OIV). Finanstilsynet nedklassificerede 40 udlån blandt alle de gennemgåede udlån, idet knapt 25 pct. af udlånene i stikprøverne blev nedklassificeret mindst ét trin. Dette er et meget højt tal, og sparekassen fik påbud om at risikoklassificere kunderne korrekt, herunder sikre at der konstateres OIV. Gennemgangen medførte et samlet behov for nye nedskrivninger på ca. 5,8 mio. kr., primært på privatkundeudlån. Sparekassen fik påbud om at gennemgå mindst 20 tilfældigt udvalgte erhvervsudlån under 2 pct.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Sparekassens forretningsmodel er bl.a. at yde lån m.v. til privatkunder samt til mindre og mellemstore virksomheder på Djursland og i omegnen heraf. Sparekassens eksponering overfor landbrug udgør 14,7 pct. og ligger dermed over gennemsnittet for sammenlignelige institutter, som er 9,0 pct. Sparekassens privatkundeandel udgør 56,8 pct. mod 50,9 pct. i sammenlignelige institutter. Sparekassen Djursland er de senere år vokset gennem fusioner med andre lokale sparekasser. Sparekassen har derudover primo 2015 overtaget en filial fra Sparekassen Kronjylland. På inspektionen gennemgik Finanstilsynet de 43 største udlån, 10 udvalgte udlån fra den tidligere Vistoft Sparekasse samt alle udlån til medlemmerne af sparekassens bestyrelse og direktion. Finanstilsynet vurderede, at nedskrivningerne skulle øges med ca. 3,4 mio. kr. Mernedskrivningerne vedrørte udlån, som sparekassen i forvejen havde nedskrevet på og knyttede sig i høj grad til landbrug. Finanstilsynet fandt således ikke flere udlån omfattet af OIV (objektiv indikation for værdiforringelse). Inspektionen viste, at sparekassen i vid udstrækning har de fornødne forretningsgange på sine aktivitetsområder. Imidlertid fandt Finanstilsynet flere eksempler på, at sparekassen ikke efterlevede egne retningslinjer for fx risikoklassifikation af kunderne, hvorfor Finanstilsynet fandt 7 meget svage eksponeringer, som sparekassen ikke havde identificeret som meget svage. Sparekassen fik påbud om at forbedre disse forhold. Sparekassen fik endvidere påbud om at sikre en bedre sammenhæng mellem visse politikker og instruksgrænserne givet til direktionen. Sparekassen bør tillige sikre, at udlån til direktion og bestyrelse lever op til reglerne herom. Sparekassen havde ultimo juni 2015 opgjort sit solvensbehov til 10,2 pct. Efter indregning af Finanstilsynets observationer er solvensbehovet opgjort til 11,9 pct.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle sparekassens væsentligste områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der efter Finanstilsynets opfattelse har den største risiko. Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen sparekassens 55 største engagementer samt alle engagementer med direktion og bestyrelse. De gennemgåede engagementer dækkede i alt ca. 36 pct. af de samlede udlån og garantier. Der var objektiv indikation for værdiforringelse på 8 ud af de 30 største engagementer. Sparekassens forretningsmodel består fortrinsvis i at betjene kunder i lokalområdet med almindelige ind- og udlån. Sparekassen har en markant højere andel af store engagementer i sammenligning med gennemsnittet af de mindre pengeinstitutter. Finanstilsynet gav sparekassen en risikooplysning om, at basisindtjeningen i sparekassen ligger i den lave ende af danske pengeinstitutter. Ved udgangen af september 2011 havde sparekassen opgjort det individuelle solvensbehov til 9,7 pct. På baggrund af undersøgelsen vurderede Finanstilsynet, at det opgjorte solvensbehov ikke var tilstrækkeligt. Sparekassen fik på baggrund af undersøgelsen et påbud om at øge ned-skrivningerne med 15-16 mio. kr. Finanstilsynet modtog efterfølgende sparekassens opgørelse af solvensbehovet pr. ultimo december 2011. Dette er opgjort til 9,7 pct. efter, at sparekassen har foretaget de nye nedskrivninger på 15-16 mio. kr. og dermed ikke længere skal reservere beløbet i solvensbehovet. Finanstilsynet har taget sparekassens opgørelse til efterretning. Sparekassens faktiske solvens ultimo december 2011 kan efter de nye nedskrivninger opgøres til 13,2 pct., hvilket ligger en del under gennemsnittet for sammenlignelige institutter. Finanstilsynet gav på baggrund af undersøgelsen en række påbud på kreditområdet.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Ingen afgørelser om Sparekassen Djursland hos Datatilsynet (senest læst 6. oktober 2026).
I nærheden i registret
- Sparekassen Djursland (hvidvaskområdet)
- Sparekassen Den lille Bikube
- Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn (hvidvaskområdet)
- Sparekassen Balling (hvidvaskområdet)
- Sparekassen Sjælland-Fyn’s LCR opgørelse
- Solar Energy Company VI P/S
- Sydbank (uafhængige kontroller
- Secure Spectrum Fondsmæglerselskab A/S
- VP Securities A/S
- PilliousDK ApS
- Cemat A/S
- MELES Insurance A/S
Flere: Finanstilsynet