Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse

CVR-nummer fremgår ikke af offentliggørelsen · finansiel virksomhed

Vi har fundet 6 afgørelser om Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse fra Finanstilsynet, den seneste 13. august 2014.

Påtale — 13. august 2014
Finanstilsynet

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse konstateret, at sparekassen ultimo marts 2014 ikke opfyldte det af sparekassen opgjorte solvensbehovstillæg (søjle II tillægget) med egentlig kernekapital. Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse har opgjort den egentlige kernekapitalprocent ultimo marts 2014 til 11,9 pct. af den samlede risikoeksponering, mens den påkrævede samlede egentlige kernekapitalprocent ultimo marts 2014 udgjorde 12,1 pct. af den samlede risikoeksponering, svarende til en underdækning på ca. 1,7 mio. kr. Finanstilsynet har derfor givet Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse en påtale for ultimo marts 2014 ikke at have haft tilstrækkelig egentlig kernekapital til dækning af det opgjorte solvensbehovstillæg. Sparekassen har meddelt Finanstilsynet, at sparekassen ultimo juni 2014 havde en overdækning på den egentlige kernekapitalprocent på 1,3 pct. af den samlede risikoeksponering, svarende til ca. 10,7 mio. kr., hvorfor forholdet således er afhjulpet. AI-genererede svar baseret på vores hjemmeside. Verificer via links.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påtale — 8. august 2014
Finanstilsynet

Finanstilsynet skal påtale, at Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse ultimo marts 2014 ikke opfyldte det af sparekassen opgjorte solvensbehovstillæg (søjle II tillæg) jf. lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 2 med egentlig kernekapital, som påkrævet i henhold til lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 3 og den udstedte vejledning om krav til opfyldelse af solvensbehovstillæg under 8+ metoden. Endvidere har Finanstilsynet vurderet, at der er tale om en påtale, der er af betydning for sparekassens kunder, indskydere og øvrige kreditorer, hvorfor sparekassen skal offentliggøre påtalen i henhold til bekendtgørelse nr. 449 af 5. maj 2014 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. § 2, stk. 2. AI-genererede svar baseret på vores hjemmeside. Verificer via links.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 18. februar 2014
Finanstilsynet

Inspektionen var en opfølgning på, at sparekassen i 2013 kom under solvenskravet og blev påbudt at udarbejde en genopretningsplan. Finanstilsynet har på den baggrund ved inspektionen lagt vægt på holdbarheden af sparekassens forretningsmodel, økonomiområdet, ledelsens arbejde, kreditområdet samt kapitaldækningsområdet. Sparekassen har en meget høj eksponering mod landbrug på ca. 40 pct. af de samlede udlån. Størstedelen af landbrugsudlånet er endvidere ydet til mælkeproducenter. Sparekassen modtog en risikooplysning om, at den bør reducere sin samlede risiko i landbrug samt sikre en mere hensigtsmæssig spredning på produktionsgrene. Sparekassen har formuleret en mere traditionel forretningsmodel med mindre risikokoncentrationer. Der er imidlertid stor uoverensstemmelse mellem det aktuelle risikobillede og den ønskede forretningsmodel. Sparekassen har derfor fået påbud om at tage stilling til de virkemidler, den vil tage i anvendelse for at opfylde målsætningen. Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen de 49 største engagementer (alle over 2 pct. af basiskapitalen), en stikprøve på 50 engagementer i intervallet 1 – 2,825 mio. kr. samt en stikprøve på 85 engagementer i intervallet 250.000 – 1 mio. kr. Derudover blev alle engagementer med bestyrelses- og direktionsmedlemmer gennemgået. Engagementsgennemgangen omfattede ca. 60 pct. af sparekassens samlede udlån og garantier. Blandt de 49 store engagementer er der en overvægt af engagementer med svag bonitet, og bonitetsfordelingen er dårligere end i sammenlignelige institutter. Således udgør engagementer med objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) 65 pct. af de store engagementers samlede volumen. Finanstilsynet påbød sparekassen at forøge nedskrivningerne med 11,5 mio. kr. Det er Finanstilsynets generelle indtryk, at sparekassen udviser en større tålmodighed med sine svage kunder, end tilfældeter det i andre institutter.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud — 15. marts 2013
Finanstilsynet

Finanstilsynets afgørelse af 11. marts 2013. Afgørelsen har været forelagt Det Finansielle Råd.Lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 5 & 225, stk. 2 - Finanstilsynet har i december 2012 været på kreditgennemgang i Vorbasse Hejnsvig Sparekasse. Sparekassens solvens pr. ultimo september 2012 er på 9,4 pct. efter påbudte nedskrivninger på 67,1 mio. kr. Sparekassen opfylder fortsat lovens krav om en solvens på 8 pct. På baggrund af kreditgennemgangen har Finanstilsynet opgjort sparekassens solvensbehov pr. 30. september 2012 til 14,8 pct. efter påbudte nedskrivninger. Det høje solvensbehov er hovedsageligt relateret til tillæg som følge af boniteten af sparekassens landbrugsengagementer, herunder særligt med mælkeproducenter. Sparekassens solvens på 9,4 pct. er lavere end det førnævnte individuelt fastsatte solvenskrav på 14,8 pct. Finanstilsynet skal i medfør af § 124, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed fastsætte et solvenskrav på 14,8 pct., svarende til en tilstrækkelig basiskapital på 145,6 mio. kr. Finanstilsynet skal derfor i medfør af § 225, stk. 2 påbyde sparekassen at foretage de nødvendige foranstaltninger for at overholde dette solvenskrav. Finanstilsynet skal også i medfør af § 225, stk. 2, påbyde sparekassen at indsende en genoprettelsesplan til Finanstilsynet. Genoprettelsesplanen skal indeholde en beskrivelse af de tiltag som sparekassen vil gennemføre for at bringe den faktiske solvens op over det individuelle solvenskrav. Sparekassen skal være opmærksom på, at forbedringen af den faktiske solvens skal være tiltrækkelig til at opfylde et solvensbehov opgjort efter 8+ modellen pr. 1. april 2013. Sparekassen har opgjort solvensbehovet pr. 30. september 2012 efter 8+ modellen og har pr. denne dato opgjort solvensbehovet til 16,7 pct.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 15. marts 2013
Finanstilsynet

Inspektionen var en kreditundersøgelse, hvor sparekassens større engagementer blev gennemgået. Sparekassen har en meget høj eksponering mod landbrugssektoren, som ultimo september 2012 udgjorde 37,8 % af de samlede udlån og garantier. Heraf udgør engagementer med mælkeproducenter langt størstedelen. Sparekassen modtog en risikooplysning om, at den høje eksponering mod landbrug på den baggrund er særlig sårbar, og at sparekassen aktivt bør forsøge at reducere denne risiko. Sparekassen har fået en risikooplysning om, at sparekassen har for mange store engagementer i forhold til tilsynsdiamantens pejlemærker. Andelen af store engagementer er opgjort til 323 pct. af basiskapitalen, hvor tilsynsdiamantens pejlemærke er 125 pct. Endvidere har sparekassen enkelte meget store engagementer, der hver for sig nu udgør mere end 25 pct. af basiskapitalen. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at overskridelserne er begrundet i, at nedskrivningerne har reduceret basiskapitalen. Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen i alt 50 engagementer bestående af de 40 største engagementer og 10 andre store og svage engagementer, i alt svarende til ca. 54 pct. af de samlede udlån og garantier. En stor del heraf var landbrugsengagementer. Der var objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 28 engagementer, svarende til 64 pct. målt på volumen. Finanstilsynet fandt endvidere behov for yderligere nedskrivninger for 67,1 mio. kr. Sparekassen fik som følge heraf en risikooplysning om, at boniteten blandt sparekassens største erhvervskunder er væsentligt under gennemsnittet af andre mindre pengeinstitutter (Gruppe 3 institutter), og sparekassen skal derfor følge disse engagementer meget nøje.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 8. marts 2012
Finanstilsynet

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle sparekassens væsentligste områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der efter Finanstilsynets opfattelse har den største risiko. Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen sparekassens 42 største engagementer samt alle engagementer med direktion og bestyrelse. De gennemgåede engagementer dækkede i alt cirka 50 % af de samlede udlån. Sparekassens forretningsmodel består fortrinsvis i at betjene kunder i lokalområdet med almindelige ind- og udlån. Sparekassens største branche er landbrugssektoren, som ultimo september 2011 udgjorde 38,8 % af sparekassens samlede udlån og garantier. Det er en meget høj eksponering mod en enkelt branche. Sparekassen modtog derfor en risikooplysning herom. Finanstilsynet gennemgik over 90 % af landbrugsengagementerne. Sparekassen besidder et indgående kendskab til de enkelte landbrugsengagementer. Størstedelen af de gennemgåede landbrugsengagementer viser dog væsentlige svaghedstegn. Og en stor del af engagementerne har haft negative driftsresultater i 2008-1010, og har ydermere haft tab på schweizerfranc i 2010. De negative driftsresultater, tab på finansiering i schweizerfranc og faldende ejendomspriser har medført, at flere landmænd nu har negativ egenkapital. Flere landbrugsengagementer viser dog tegn på forbedret indtjening i 2011, men på et niveau der for flere ikke er tilstrækkeligt til at servicere en fortsat lavt forrentet realkreditgæld. Finanstilsynet vurderede derfor, at der samlet set var behov for yderligere nedskrivninger på mellem 7 og 8 mio. kr. Sparekassens akkumulerede nedskrivninger ligger pænt over gennemsnittet for de mindste pengeinstitutter og sparekassen havde ved udgangen af 3. kvartal 2011 nedskrevet ca. 14 % på sine landbrugsengagementer.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet

Ingen afgørelser om Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse hos Datatilsynet (senest læst 6. oktober 2026).

Overvåg Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse (e-mail ved ny afgørelse) eller bestil en dateret rapport (19 €).

I nærheden i registret

Flere: Finanstilsynet