Andelskassen Oikos

CVR-nummer fremgår ikke af offentliggørelsen

Vi har fundet 4 afgørelser om Andelskassen Oikos fra Finanstilsynet, den seneste 20. marts 2019.

Påbud, Risikooplysning — 20. marts 2019
Finanstilsynet

Andelskassen har til formål at være pengeinstitut for bankkunder i Danmark primært i København og sekundært i Aarhus. En forholdsmæssig stor del af udlånsporteføljen er koncentreret omkring andelsboligmarkedet i København. Endvidere ønsker andelskassen, at op til 10 pct. af andelskassens udlån etableres til projekter til fordel for fattige og socialt udsatte i Danmark og i udlandet. Finanstilsynet konstaterede, at der i lighed med konklusionerne fra tidligere inspektioner fortsat er stort behov for at styrke viden, kompetencer, datakvalitet og intern kontrol i andelskassen. Henset til den lave basisindtjening og det spinkle kapitalgrundlag har det økonomiske grundlag for at styrke organisationen væsentligt og dermed forbedre styringen i andelskassen ikke været tilstede. Det er imidlertid ikke hverken lovligt eller forsvarligt at have en for dårlig styring pga. de økonomiske forhold. Den nuværende forretningsmodel vurderes derfor som uholdbar på grund af kombinationen af lav indtjening, lav kapitalisering, mange styringsmæssige mangler sammenholdt med utilstrækkelige ressourcer til risikostyring og compliance. Andelskassen modtog på denne baggrund en risikooplysning. Andelskassen bør overveje den langsigtede forretningsstrategi. Der bør skabes en styring og indtjening, der er tilstrækkelig til at sikre en forbedret kapitalisering og sikre, at andelskassens risikostyrings- og compliancefunktioner bemandes ressource- og kompetencemæssigt, så opgaverne kan udføres betryggende. Andelskassens manglende styring, overvågning og risikoidentifikation kan illustreres ved, at der på alle de gennemgåede områder er blevet givet et eller flere påbud. Endvidere konstaterede Finanstilsynet, at andelskassens compliancefunktion reelt var sat på standby.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Påtale — 8. marts 2018
Finanstilsynet

Andelskassen tilbyder et afgrænset udvalg af finansielle produkter og ydelser til primært private kunder. De primære geografiske forretningsområder er Århus og København. Udlånsportefølje er forholdsvist koncentreret omkring andelsboligmarkedet i København. Andelskassen har arbejdet med at reducere denne koncentration, som dog fortsat må betragtes som høj. Andelskassens styring er mangelfuld, og basisindtjeningen er lav. Umiddelbart efter inspektionen var kapitaloverdækningen ganske spinkel, ligesom andelskassen i en kortere periode i starten af januar 2017 ikke opfyldte kapitalbufferkravene. Denne situation set i sammenhæng med at der ikke er udsigt til forbedring ved indtjeningsmæssig konsolidering over de kommende år samt et utilstrækkeligt bestyrelsesarbejde, medfører efter Finanstilsynets vurdering, at andelskassens forretningsmodel er uholdbar. Andelskassens kapitalforhold er dog efterfølgende blevet forbedret. På baggrund af den alvorlige situation fik andelskassen påbud om at udarbejde en handlingsplan om genopretning af indtjening, styring og kapitalforhold. Finanstilsynet vurderer, at der særligt fra bestyrelsens side har været en utilstrækkelig opfølgning på de påbud, som Finanstilsynet gav ved seneste inspektion i 2015. En del af påbuddene ved den nye inspektion er således gentagelser fra inspektionen i 2015. På baggrund heraf og som følge af andelskassens økonomiske situation gav Finanstilsynet påbud om, at bestyrelsen skal afsætte den fornødne tid til bestyrelsesarbejdet. Andelskassen modtog desuden påbud om, at bestyrelsen skal tage specifikt stilling til medarbejderes deltagelse i bestyrelsesmøder. Finanstilsynet gennemgik 49 udvalgte udlån. I 12 af de gennemgåede udlån vurderede Finanstilsynet, at udlånet havde en lavere bonitet end vurderet af andelskassen. Andelskassen fik derfor påbud om at sikre korrekt risikoklassifikation og løbende overvågning af kunderne. Herudover modtog andelskassen påbud om, at bevillingsbeføjelserne skal overholdes.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 26. januar 2016
Finanstilsynet

Andelskassen Oikos’ forretningsmodel baserer sig primært på at yde andelsboliglån i København og Aarhus, kreditter til studerende og mikrokreditter til låntagere i udviklingslande. 87 procent af udlånet er til privatkunder. Andelskassen er i særlig grad eksponeret mod finansiering af andelsboliger, der tegner sig for 54 procent af de samlede udlån. Andelskassen har de seneste 2 år haft en høj udlånsvækst på i alt 32 procent, som primært er drevet af flere udlån til kunders køb af andelsboligbeviser i København. Finanstilsynet vurderer, at en række forhold i forretningsmodellen er uholdbare, herunder høj udlånsvækst med mange store eksponeringer indenfor det københavnske andelsboligmarked, lav indtjening og utilstrækkelig styring. Andelskassen modtog en risikooplysning på denne baggrund. Finanstilsynet konstaterede ved undersøgelsen en lang række styringsmæssige mangler. Andelskassens identifikation og vurdering af risici er utilstrækkelig, hvorfor andelskassens bestyrelse modtog påbud om at styrke dette. Ligeledes modtag andelskassen påbud om, at politikker og instrukser til styring af kredit-, markeds- og likviditetsrisici skal styrkes væsentligt. Andelskassen fik flere påbud til bestyrelsens arbejde, herunder påbud om, at bestyrelsens forretningsorden skal præciseres samt at protokolleringer fra bestyrelsesmøder skal forbedres. Ligeledes fik andelskassen påbud om at udbygge rapporteringen til bestyrelsen. Flere af påbuddene var gentagelser fra seneste inspektion i 2012, idet andelskassens praktiske implementering har været utilstrækkelig. På inspektionen gennemgik Finanstilsynet de 50 største udlån, yderligere 8 svage udlån samt alle udlån til bestyrelse og direktion og låntagere nært knyttet hertil. Blandt andelskassens største udlån (alle over 500.000 kr.) var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 3 udlån, svarende til 7,6 procent målt på volumen.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Påbud, Risikooplysning — 3. april 2013
Finanstilsynet

Andelskassens forretningsmodel består i at yde ind- og udlånsprodukter, primært til privatkunder. Andelskassens udlån til private udgør 82 pct. af de samlede udlån. En stor andel af andelskassens udlån finansierer private andelsboliger, hovedsagelig i Århus og København. Andelskassens største erhvervseksponering er lån til velgørende organisationer i 3. verdenslande, specielt lån til microfinance, som udgør ca. 12 pct. af den samlede udlånsmasse. Disse udlån er dækket enten af bankgarantier eller kaution fra en privat organisation. På inspektionen gennemgik Finanstilsynet andelskassens 33 største udlånsengagementer svarende til ca. 55 pct. af samlede udlånsengagementer samt alle engagementer med andelskassens direktion og bestyrelse. Finanstilsynet konstaterede, at boniteten af engagementerne ligger over gennemsnittet i sammenlignelige institutter (små pengeinstitutter i gruppe 4). Finanstilsynet fandt ved gennemgangen ingen nye nedskrivninger. Fire af de gennemgåede engagementer har kaution fra samme private organisation. Finanstilsynet vurderer på baggrund af undersøgelsen, at de fire engagementer skal betragtes som ét samlet engagement i henhold til bekendtgørelse om store engagementer, hvilket betyder, at andelskassen overskrider § 145 i lov om finansiel virksomhed. Andelskassen har fået dispensation fra grænsen i § 145, således at der er tid til at nedbringe engagementet Andelskassens andel af store engagementer udgjorde pr. 30. juni 2012 i alt 275,4 pct.. Den høje andel af store engagementer udgør efter Finanstilsynet opfattelse en risiko for andelskassen. Finanstilsynet gav derfor andelskassen en risikooplysning om, at den høje andel af store engagementer bør nedbringes. Andelskassen overholder imidlertid Tilsynsdiamantens grænser, idet der ved opgørelsen af andelen af store engagementer i forhold til Tilsynsdiamanten ses bort fra engagementer under 3 mio. kr.

Fra myndighedens offentliggørelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet

Ingen afgørelser om Andelskassen Oikos hos Datatilsynet (senest læst 6. oktober 2026).

Overvåg Andelskassen Oikos (e-mail ved ny afgørelse) eller bestil en dateret rapport (19 €).

I nærheden i registret

Flere: Finanstilsynet