Fynske Bank A/S
CVR-nummer fremgår ikke af offentliggørelsen · selskab
Vi har fundet 8 afgørelser om Fynske Bank A/S fra Finanstilsynet, den seneste 10. januar 2025.
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Fynske Bank A/S er en lokal bank med hovedsæde i Svendborg og 11 afdelinger. Bankens primære markedsområde er defineret som Fyn med omkringliggende øer samt i Østjylland. Banken udøver traditionel bankvirksomhed til private kunder samt mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder. Banken tilbyder desuden leasing. Bankens kreditpolitik indeholder ikke en tilstrækkelig identifikation og afgrænsning af kreditrisici. Banken finansierer desuden i væsentligt omfang skibe, men området er ikke nærmere adresseret hverken i kreditpolitik eller forretningsgange. Det medfører en risiko for, at banken kan påtage sig kreditrisici, der overstiger bestyrelsens risikoappetit. Desuden er der risiko for, at kreditgivningen vedrørende skibe bliver mangelfuld. Banken har fået påbud om at tilrette kreditpolitikken og udarbejde en forretningsgang for finansiering af skibe. Den complianceansvarlige deltager ikke tilstrækkeligt i compliancefunktionens arbejde, som er mangelfuldt beskrevet i funktionens styringsdokumenter. Det indebærer en risiko for, at banken ikke har en tilstrækkelig styring af compliancerisici. Banken har fået påbud om at afsætte tilstrækkelige ressourcer til compliancefunktionens opgaver for at sikre, at der sker fyldestgørende kontroller og analyser. Banken skal desuden sikre, at styringsdokumenterne afspejler opgavefordelingen i compliancefunktionen. Finanstilsynet gennemgik i alt 96 koncerneksponeringer svarende til knap 47 pct. af bankens udlån pr. 30. april 2024. Blandt bankens største eksponeringer havde banken selv nedklassificeret 13 eksponeringer, heraf var tre eksponeringer markeret OIK (objektiv indikation for kreditforringelse), inden Finanstilsynets gennemgang, hvilket svarer til ca. 19 pct. af volumen, mens ingen af de gennemgåede eksponeringer var blevet opklassificeret af banken.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Finanstilsynet foretog i efteråret 2022 en tværgående undersøgelse af en række pengeinstitutter, herunder Fynske Bank, og deres håndtering af private banking kunder. Finanstilsynet var derudover i januar 2024 på inspektion i Fynske Bank A/S. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Fynske Bank er en lokalbank på Fyn og de omliggende øer samt Østjylland. Banken har ti filialer, hvor størstedelen af bankens kunder er placeret i bankens markedsområde. Banken har ca. 43.000 kundeforhold. Banken tilbyder kunderne traditionelle bankprodukter som ind- og udlån, valuta, internationale transaktioner, investering og pension, kontanthåndtering, formidling af realkreditlån m.v. til private kunder samt mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder. Finanstilsynet vurderer bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme som mellem-høj. Finanstilsynets vurdering er bl.a. baseret på bankens udbud af produkter og antallet af højrisikokunder. Den tværgående undersøgelse og inspektionen har givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner. Finanstilsynet konstaterede på baggrund af en stikprøve, at banken ikke indhenter tilstrækkelige oplysninger om kundernes formål og tilsigtede beskaffenhed. Banken har fået påbud om at vurdere og hvor relevant indhente disse oplysninger for både privat- og erhvervskunder. Finanstilsynet kunne endvidere på baggrund af stikprøven konstatere, at banken ikke forholder sig til kundernes midlers oprindelse, og hvis nødvendigt indhenter oplysninger og dokumentation herom. Banken har fået påbud om sikre, at banken løbende ajourfører dokumenter, data og oplysninger om kunden, så transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder også midlernes oprindelse.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Finanstilsynet har i forbindelse med en temaundersøgelse på aflønningsområdet i 2023 undersøgt Fynske Banks lønpolitik og lønpraksis. Formålet med temaundersøgelsen var at undersøge, om de omfattede institutters lønpolitikker og lønpraksis understøtter en sund og effektiv risikostyring. Finanstilsynet vurderer overordnet, at Fynske Banks lønpolitik på en række centrale områder ikke lever op til aflønningsreglerne. Finanstilsynet har derfor udstedt tre påbud til Fynske Bank om at justere i lønpolitikken og eventuelt dertilhørende retningslinjer samt vurdere, om yderligere ansatte i banken skal udpeges som væsentlige risikotagere. Pengeinstitutter, der anvender variabel aflønning, skal i deres lønpolitik opstille klare og gennemsigtige kriterier for tildeling af variabel løn. Det er med til at sikre en effektiv risikostyring og skaber transparens om virksomheden lønforhold. Finanstilsynet vurderer, at Fynske Banks lønpolitik mangler konkrete kriterier for tildeling af variabel løn, og ikke klart specificerer hvilke medarbejdergrupper, som kan modtage bonusser. Det er ikke tilstrækkeligt, at en lønpolitik alene angiver, at der kan udbetales engangsvederlag for ekstraordinære arbejdsindsatser. Uden klare kriterier kan der opstå risiko for, at banken tildeler variabel aflønning, der er ad hoc-baseret og som ikke er i overensstemmelse med bankens risikoprofil og lønstrategi. Fynske Bank har derfor modtaget et påbud om at fastsætte klare kriterier for tildeling af variabel løn. i den forbindelse tilpasse lønpolitikken, så det klart fremgår, at banken kan tildele variabel løn til direktion og væsentlige risikotagere. Instituttets lønpolitik skal danne rammen om al aflønning i den pågældende virksomhed. Det er derfor væsentligt, at lønpolitikken fastlægger kriterier for fastsættelsen af fast løn til samtlige ansatte, herunder direktionen, og i øvrigt fastlægger virksomhedens generelle pensionspolitik.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Finanstilsynet gennemførte i 2022 en funktionsinspektion i Fynske Bank A/S med fokus på de årlige oplysninger til kunder om de omkostninger og gebyrer, som kunden har betalt for investeringsprodukter og investeringsservice. Funktionsinspektionen indgik i en temainspektion, hvor seks pengeinstitutter blev undersøgt. Kravet til pengeinstitutter om årligt at fremsende oplysningerne til kunderne skaber gennemsigtighed om de faktisk afholdte omkostninger og gebyrer og giver mulighed for, at kunderne kan inddrage omfanget af omkostninger og gebyrer i investeringsbeslutninger. Pengeinstitutter skal have en forretningsgang for udarbejdelsen af rapporten, klare og fyldestgørende procedurer for datavalidering samt en kontrol af rapporten, så pengeinstituttet opdager og mindsker risikoen for, at oplysningerne til kunder ikke er fuldstændige og korrekte. Fynske Bank har delegeret arbejdet med udarbejdelse af rapporter med årlige investeringsomkostninger til en datacentral. Finanstilsynet konstaterede, at banken har en forretningsgang, men den er ikke dækkende, og at bankens processer og kontroller ikke er tilstrækkeligt dokumenterede. Finanstilsynet konstaterede endvidere, at banken ikke udfører en egenkontrol af rapporteringen. Finanstilsynet har derfor påbudt banken at uddybe bankens forretningsgang for udarbejdelse og udsendelse af rapporter med årlige investeringsomkostninger samt dokumentere og styrke bankens kontrolprocedurer. Pengeinstitutter skal levere gebyr- og omkostningsoplysningerne på en klar og forståelig måde, så kunderne kan træffe deres investeringsbeslutninger på et informeret grundlag. Derfor skal pengeinstituttet benytte dækkende betegnelser for de enkelte poster og beskrive, hvad den enkelte post omfatter, hvor det er relevant. Desuden fastlægger reguleringen specifikke krav til, hvordan rapporten skal opstilles. Finanstilsynet konstaterede, at bankens begrebsforklaringer ikke alle giver et klart billede af, hvad omkostningsposten dækker.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Finanstilsynet gennemførte i februar 2020 en undersøgelse i Fynske Bank A/S. Undersøgelsen omhandlede blandt andet bankens praksis for governance i relation til gennemførsel af klassifikation på privat- og erhvervskunder, anvendelsen af klassifikationen i risikostyringen samt praksis for governance i forbindelse med udvikling, drift, test og vedligehold af klassifikationsmodeller. Undersøgelsen viste, at klassifikationsprocessen i Fynske Bank grundlæggende foregår på samme måde som i andre pengeinstitutter. Banken havde i lighed med andre institutter valgt, at der ikke gennemføres kontrol af den fastlagte klassifikationen forud for bevilling og effektuering af nye eksponeringer. Dette gav risiko for, at klassifikationen ikke er korrekt, og at nye lån og kreditter gives med en højere risiko end ønsket. Banken gennemførte forskellige kontroller og stikprøver med henblik på at minimere denne risiko. Dette skete dels ved, at der i de enkelte afdelinger blev foretaget kontroller, dels ved at bevillinger foretaget på højere niveau skulle omfatte en vurdering af klassifikationens rigtighed, samt ved at kreditafdelingen gennemførte stikprøvekontroller af afdelingernes bevillinger. Bankens stikprøvekontroller af gennemførte klassifikationer var koncentreret mod mellemstore og store eksponeringer. Banken skal være opmærksom på risikoen for, at for høj vægtning af nogle delporteføljer og områder kan medføre manglende compliance i forhold til ledelsesbekendtgørelsens bestemmelser om repræsentativitet og tilvejebringelse af en høj grad af sikkerhed i kontrollerne. Kreditgennemgangen ved Finanstilsynet seneste undersøgelse viste, at bankens ratings generelt var retvisende. Finanstilsynet vurderede, at bankens forretningsgange og arbejdsbeskrivelser ikke i tilstrækkelig grad havde opstillet specifikke rammer for og krav til, hvordan kontrollen med klassifikation skal gennemføres. Bankens praksis på området svarede ikke fuldt ud til god praksis.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Banken udøver traditionel pengeinstitutvirksomhed til private kunder samt små og mellemstore virksomheder på Fyn og i Trekantsområdet. Bankens basisindtjening er faldet til en tredjedel af niveauet i 2016 og er i dag lavere end for tilsvarende institutter. Finanstilsynet har gennemgået bankens kreditpolitik. Banken fik påbud i relation til denne. Det er fx påkrævet at banken skal tilrette sin kreditpolitik, så det præcist fremgår, hvilke kriterier kreditafdelingen kan anvende til bevilling af fravigelser, ligesom de styringsmæssige rammer for udlånsvækst og ejendomseksponering skal justeres. Banken er 100 pct. ejer af Leasing Fyn Svendborg A/S. Leasing Fyn Svendborg A/S ejer 33,3 pct. af Leasing Fyn Bank A/S, hvorigennem banken tilbyder leasingprodukter til erhvervsvirksomheder i hele Danmark. Finanstilsynet gennemgik bankens udlån til Leasing Fyn Svendborg A/S og det vurderes, at der er behov for, at banken foretager en yderligere analyse af selskabets udlån og revurderer nedskrivningsmodellen. Bankens individuelle solvensbehov øges på baggrund af inspektionen med 0,25 pct. af de risikovægtede poster. Dette skyldes et tillæg på 0,25 procentpoint til afdækning af øvrige kreditrisici for datterselskabet Leasing Fyn Svendborg A/S. AI-genererede svar baseret på vores hjemmeside. Verificer via links.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Banken har en vækststrategi og havde i 2015 en udlånsvækst på 6,2 pct. Væksten er for en stor andels vedkommende realiseret gennem lån til erhvervskunder, herunder ejendomskunder. Enkelte ejendomme er beliggende udenfor bankens markedsområde. Bankens ejendomseksponering er i 4. kvartal 2015 kraftigt forøget fra 10,3 pct. til 16,3 pct. ultimo 2015. Bankens ejendomseksponering ligger nu mærkbart over gennemsnittet for sammenlignelige institutter (9,7 pct.). Det erfaringerne fra finanskrisen, at det kan være forbundet med væsentlige risici at være eksponereret mod ejendomme. Finanstilsynet gennemgik bankens 36 største udlån samt en tilfældig udvalgt stikprøve på 209 udlån. De gennemgåede udlån svarer til ca. 40 pct. af den samlede udlånsmasse. Finanstilsynet var generelt enigt i bankens vurdering af de store udlån. Resultatet af Finanstilsynets gennemgang af stikprøverne medførte nye nedskrivninger for i alt 10,5 mio. kr. i populationen som helhed. Banken modtog derfor påbud om at gennemgå populationen for nærmere at identificere nedskrivningsbehovet. Finanstilsynet fandt også, at bankens vurdering af kundernes bonitet i mange tilfælde var for positiv. Derfor modtog banken et påbud om at sikre korrekt vurdering af kundernes bonitet. Banken modtog påbud om at sikre, at der foretages uafhængige kontroller på kreditområdet, samt at disse kan dokumenteres. Banken modtog påbud på ledelsesområdet, hvor forhandlingsprotokollen skal forbedres, ligesom bestyrelsen skal revurdere antallet af årlige møder. Banken modtog også påbud om at forbedre risikovurderingsrapporten og at sikre fyldestgørende rapportering på de internt fastsatte grænser for likviditets- og markedsrisiko. Finanstilsynet fandt mange fejl i bankens kundedata på både erhvervs- og privatkunder, blandt andet i forhold til risikovurdering/rating af kunderne og den anvendte branchekode for virksomheder.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Finanstilsynet
Fra myndighedens offentliggørelse.Gennemgangen var et led i en tværgående undersøgelse, hvor samme tema blev undersøgt i 13 andre pengeinstitutter. Baggrunden er, at Finanstilsynet har konstateret, at erhvervslivets og husholdningernes lave efterspørgsel efter lån i kombination med pengeinstitutternes forbedrede kapital- og fundingforhold har skærpet konkurrencen. Dette er i udgangspunktet positivt, men det kan også indebære en risiko for slækkelse af kreditstandarderne ved nyudlån, fx ved at kunders egenfinansiering, pantsætning og kautioner reduceres i et omfang, som væsentligt forøger pengeinstituttets risiko. Finanstilsynet havde udvalgt 50 af bankens bevillinger af udlån i perioden juli 2013 – juni 2014. Der var fortrinsvis tale om genbevillinger og forøgelser af udlån til eksisterende kunder. Bevillingerne omfattede udlån til små og mellemstore erhvervsvirksomheder samt finansiering af udlejningsejendomme. Endvidere gennemgik Finanstilsynet udvalgte dele af bankens kreditpolitik og forretningsgange. Før bevilling af udlån udarbejder banken en indstilling med beskrivelse af låneformålet, kundens økonomiske forhold, de stillede sikkerheder og risiciene ved kunden. Finanstilsynet vurderede, at kvaliteten af bankens kreditindstillinger i mange tilfælde var mangelfuld. Finanstilsynet konstaterede mange eksempler på, at der ikke var udarbejdet egentlige kredit/-risikoanalyser, at banken ikke havde forholdt sig aktivt til kundernes likviditetsrisici (fx udløb af afdragsfrihed på realkreditgæld), ligesom der var utilstrækkelige analyser af kunderegnskaberne. I forhold til finansiering af ejendomme var analyserne af kundernes reelle egenkapitalforhold i visse tilfælde mangelfulde. Banken fik derfor påbud om at sikre en tilfredsstillende kvalitet af kreditindstillingerne. Kvaliteten af bevillingsdokumentation fremstod i flere tilfælde væsentligt dårligere end i sammenlignelige institutter. Banken er som led i sin fusionsproces ved at styrke bevillingsprocessen.
Læs afgørelsen hos Finanstilsynet
Ingen afgørelser om Fynske Bank A/S hos Datatilsynet (senest læst 6. oktober 2026).
I nærheden i registret
- Gabriel Holding A/S
- Fyns Forsikrings Revision
- Gefion Insurance A/S
- Frøslev-Mollerup Sparekasse
- Green Technology Investment ApS
- Forsikringsselskabet SEB Link A/S
- Husejernes Forsikring
- FirstFarms A/S
- Københavns Kommune
- Det gensidige forsikringsselskab Dansk Plantageforsikring
- Ørsted A/S
- Ankestyrelsen
Flere: Finanstilsynet